Kender du det? Du ligger og sover, og fra det ene øjeblik til det næste, bevæger du dig fra søvnen til mental aktivitet; du går i gang med at planlægge næste dags arbejde, eller du har en indre dialog, som om du var i gang med at tale med en person, eller du tænker på, hvorfor du ligger vågen, og om du kan nå at blive udhvilet til i morgen. Du kigger på klokken og bliver besat af, at tiden går, og du sover stadig ikke. Hvis du nikker genkendende til det, og det sker for tit, føler du garanteret, at det er belastende og opslidende. Det er en ond cirkel at komme ind i. Og der er tale om stress.
Så hvordan falder du i søvn? Det er som om sindet skal have lov til at slappe af, at der skal være en indre given slip - først til at hvile og dernæst hele vejen til den dybe søvn, hvor det mentale ikke længere har kontrol og er aktivt.
7 mindfulness-råd til bedre søvn
1) Undgå at stimulere dig selv mentalt den sidste 1,5 times tid, før du går i seng - altså ingen arbejde, tv, facebook, pc, sms, telefonsnak, spændingsbøger, nyheder, diskussioner eller andet, der holder dig mentalt aktiv.
2) Gå en lille aftentur og læg mærke til roen omkring dig
3) Vær sammen med din partner om noget rart og nærværende, f.eks. sig 3 ting hver som i værdsætter ved dagen, hinanden eller nuet
4) Lyt til noget beroligende og stille musik og vær opmærksom på, hvad du mærker
5) Accepter at der er tanker og skriv evt. i en dagbog, hvis du har særligt behov for at få nogle af tankerne ud af systemet
6) Lyt til en mindfulness-øvelse i 10-20 minutter før du går i seng og gør det gerne hver dag i en periode
7) Hvis du vågner om natten, så vær opmærksom på, at du er i gang med at ændre din søvnvaner, og at sindet lige skal vænne sig til det
Lær sindet at hvile – også om dagen
Jeg har nu mødt, jeg ved ikke hvor mange mennesker, som kommer på mindfulness-kursus og siger noget i retning af: ”Jeg sover dårligt om natten”, ”det bliver ikke mig, der falder i søvn under mindfulness-øvelsen”, eller ”jeg kan ikke sove blandt fremmed mennesker”, og hvad sker der? 5-10 minutter inde i bodyscanningen begynder de at snorke, et helt orkester går i gang : ).
Det er selvfølgelig ikke direkte formålet med mindfulness at falde i søvn, men hvis man lider af søvnmangel, virker det dybt beroligende, at en stemme fører ens opmærksomhed rundt i hele kroppen. Du kan bruge mindfulness-teknikker til at komme ud af den mentale overaktivitet, og selvom du til at starte med ikke falder i søvn, har det betydning, at du mærker en fordybelse og hvilen i sindet.